I en prismeformet udstillingsbygning med to lyse underjordiske etager, bliver den enestående historie om industrieventyret i Struer fortalt.
Radiofabrikken Bang & Olufsen startede i det små, men på grund af høj kvalitet og banebrydende design blev firmaet et af de førende i Danmark. Mens konkurrenterne lukkede i 1960'erne, tog Bang & Olufsen det næste skridt fremad og blev til et internationalt kvalitetsmærke. Museet fortæller historien med genstande, billeder, film og lyd.
Fra radiorør til højteknologi
Historien begynder i 1925, hvor de to unge ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen startede en lille virksomhed med et stort potentiale. Snart voksede radiofabrikken sig større, og efterhånden som danskernes medievaner ændrede sig, fik radioer og pladespillere selskab af fjernsyn, båndoptagere, CD-afspillere og mp3-ere.
Byen og fabrikken
Bang & Olufsen sætter sit store præg på byen. Radiofabrikkens mange arbejdere var med til at forme det politiske og sociale liv, så Struer blev en rigtig arbejderby, og i 1960'erne opstod B&O-byen - et helt kvarter med små parcelhuse rundt om fabrikken.
© Struer Museum • Søndergade 23 • 7600 Struer • Tlf. 97 85 13 11